Særbørn er børn fra et tidligere forhold eller ægteskab, som kun den ene af to ægtefæller eller samlevere er juridisk forælder til. I sammenbragte familier med dine, mine og vores børn, er det vigtigt at forstå de juridiske forskelle mellem særbørn og fællesbørn, især når det gælder arveregler. Det kan nemlig påvirke, hvordan arven fordeles og sikres i fremtiden.
I juridisk forstand er særbørn anderledes stillet end fællesbørn. I modsætning til fællesbørn, som automatisk arver efter begge forældre, har særbørn kun arveret efter deres juridiske forælder. Særbørn har derfor ingen automatisk arveret efter deres stedforældre, medmindre det er bestemt i et testamente.
For mange sammenbragte familier er det vigtigt, at alle børn stilles ens. Hvis man ønsker, at særbørn og fællesbørn skal arve lige meget, kræver det derfor, at man opretter et testamente. Her kan man specifikt tage højde for, at særbørnene skal arve lige så meget som fællesbørn.
Hvis man ønsker at sikre, at særbørnene arver på lige fod med fællesbørnene, er det nødvendigt at oprette et testamente. I testamentet kan det specificeres, hvordan arven skal fordeles, så særbørnene ikke stilles anderledes end fællesbørnene.
På den måde giver testamentet mulighed for at fastlægge klare retningslinjer for arven, hvilket kan forhindre konflikter eller misforståelser i familien. Særbørnene kan for eksempel tildeles en lige så stor andel af arven som fællesbørnene, eller sikres med en anden fordeling, alt efter hvad man ønsker.
Når en af ægtefællerne i et ægteskab går bort, kan den efterlevende ægtefælle ofte vælge at sidde i uskiftet bo. Det betyder, at ægtefællen kan administrere hele boet uden at udbetale arv til børnene med det samme. For familier med særbørn er der dog særlige regler.
Hvis den afdøde ægtefælle efterlader sig særbørn, kan den længstlevende ægtefælle kun sidde i uskiftet bo, hvis særbørnene giver deres samtykke. Det gælder uanset, hvor tæt et forhold særbørnene måtte have til den længstlevende. Er særbørnene mindreårige, kan de ikke selv give samtykke. I det tilfælde vil det i stedet være barnets værge/skifteværge, der skal give samtykke på barnets vegne.
Derfor vælger mange at planlægge i god tid. Det kan enten være ved at få særbørnenes forhåndssamtykke til at den længstlevende ægtefælle kan sidde i uskiftet bo, eller ved at oprette et testamente, der beskytter den længstlevende ægtefælle. Det kan være med til at sikre økonomisk stabilitet og give familien tryghed i en svær situation.
